Cruel optimism: Voldsramtes uhensigtsmæssige Optimisme

Læsetid: 4 min.

Der findes mange eksempler på det selvbedrag, som voldsudøveren fremkalder hos sine ofre. Man kan kalde dette fænomen for ond optimisme. I et forhold hvor den ene part udøver vold, bliver ens grænser gang på gang rykket. I begyndelsen af forholdet kan man have sine grunde til, at ville holde fast i sin optimisme. Man ønsker måske at ens børn skal kunne vokse op med både en mor og en far i hjemmet. Man fortæller derfor sig selv, at man er en tålmodig partner og forælder, når partneren igen har ydmyget en, talt grimt til en, overvåget en, bagtalt en og partneren igen ikke har været til at stole på. For den anden har nok bare en dårlig dag og tingene skal nok blive bedre, når man har talt med partneren om deres adfærd. Eller når partneren tjener penge nok, når man køber hus sammen eller når man retter på sit udseende, som partneren ønsker man skal.

Som årene er gået er hverdagen dog blevet til, at denne dysfunktionelle adfærd sker hver eneste dag i stadig hyppigere grad – om og om igen foran børnene. Samtidig har man observeret, at børnene og en selv mistrives og nu kun er blevet til en skygge af sig selv. Selvbedraget består i, at man let kan tænke, at alle forhold oplever problemer og at tingene nok skal blive bedre på et senere tidspunkt. Men jo dybere man kommer ned i dette dysfunktionelle forhold, jo mere har ens grænser ofte rykket sig. Til sidst går det op for en i hvor høj grad dette måske udadtil perfekte forhold nedbryder børnene, som hver dag oplever den meningsløse vold indenfor hjemmets fire vægge. I et voldeligt forhold nægter man ofte at tro på, at nogle spørgsmål er uløselige, nogle sygdomme er uhelbredelige eller nogle katastrofer uundgåelige. Man ser et tegn på håb i mange sammenhænge og bruger den onde optimisme som en overlevelsesmekanisme i hverdagen. Man lader sig narre af sit eget presserende behov for at tro på den endelige sejr for det gode over det onde, sundhed over sygdom og orden over uorden. Man lader tvivlen komme den anden til gode, fordi der også har været nogle positive stunder henad vejen. For ellers forekommer livet ikke så meningsfyldt og så fair, som man havde håbet. Så man pålægger det en plan, et forløb, mål og veje. Til sidst går det dog op for en, at hvis man ikke selv tager ansvar, når den voldelige partner fortsætter sin destruktive adfærd, så bliver tingene aldrig bedre for børnene og en selv.

“Hvis bare han prøvede hårdt nok”, “Hvis bare vi fandt den rigtige parterapi, som han vil sige ja til”, “Han må have ment det anderledes”. Den slags uhensigtsmæssig optimisme (eller “cruel optimism” (reklamelink)) er desværre meget almindelig i voldelige forhold. Den voldsramtes forsvar er rettet mod den fremvoksende erkendelse af, at man selv må tage ansvar for børnene og at ens smerte ikke betyder noget for deres partner. Tværtimod bliver man kaldt svag, når man kan finde på at græde over den vold, der efterhånden finder sted hver eneste dag. Hele ens tålmodighed og mange personlige ofre har været forgæves. Denne onde optimisme er for den voldsudøvende part et tegn på svaghed hos offeret, en duft af bytte og en gabende sårbarhed, som de vil forsøge at udnytte hos den voldsramte. Den voldsudøvende bruger og misbruger dette menneskelige behov for orden, det gode og mening med tingene – ligesom vedkommende bruger og misbruger alle andre menneskelige behov, for at bevare kontrollen. Selektiv blindhed eller ond optimisme har resulteret i en mere og mere utryg hverdag. Det kan tage flere år, at forlade et sådant voldeligt forhold, der ofte også indebærer trusler af forskellig art.